Af Ulla Nørtoft Thomsen
Resume: Udvikling af socialitet har stor betydning for succes i de virtuelle uddannelser. Denne artikel bevæger sig ud af uddannelsesmiljøet til de uformelle, internetbaserede debatfora for at lave en analyse af virtuel socialitet og virtuelle deltagerstrategier. Der skelnes mellem fire forskellige deltagerstrategier, der analyseres nærmere. Tilsvarende tegnes der efterhånden skitser af stærkere og svagere virtuelle kommunikationsfællesskaber, hvad der karakteriserer dem og hvilke deltagerstrategier, de kan ses i sammenhæng med. Opsamlende omsættes de udviklede typologier til uddannelsesmiljøet.
Læring er ikke kun en proces i retning af kompetencer, men også en proces i retning af identitet og tilhørsforhold. Det er de færreste uddannelser og jobs, der er centreret omkring et fagligt stofområde eller problemfelt alene. Hvad enten man uddanner sig som falckredder, lærer eller jurist, uddanner man sig ind i en kultur, der kitter det faglige indhold sammen og giver det mening, mål og retning. De enkelte færdigheder - fx førstehjælp, pædagogik og jura – tilegnes med reference til en større kulturel sammenhæng, hvor den enkelte færdighed henter sin værdi og legitimitet. Læreprocessen indebærer, at man lader sig integrere i en faglig kultur, der fungerer som ramme for en del af ens lærings(livs)bane. Det er derfor vigtigt, at virtuelle læringsmiljøer ikke kun fungerer som leverandører og kontrollører af færdigheder. Virtuelle studieforløb skal også kunne danne ramme for faglige kulturer og sociale relationer.
Man støder imidlertid ofte på den antagelse, at det ikke kan lade sig gøre uden at supplere op med fysisk tilstedeværelse. Ræsonnementet er, at virtuel socialitet kun kan fungere som et supplement til tilstedeværelsessocialitet. Luften er ligesom for tynd i det virtuelle. Man skal mødes nede på jorden og iføres tunge dragter af netiquette og have godt med flydende nærvær med, så man kan forventes at klare sig i det virtuelles barske miljø indtil næste seminar, hvor man igen kan få tanket socialitet op. I det følgende vil jeg prøve at erstatte denne suppleringstanke med en kvalificeringstanke, der koncentrerer sig om at kvalificere den virtuelle socialitet i sig selv. Ikke fordi der principielt er noget i vejen med at supplere virtuel kommunikation med fysisk samvær, men fordi det må være vigtigt for den virtuelle læring at fungere så kvalificeret som muligt i sig selv. Jeg vil rette blikket imod nogle virtuelle miljøer uden for uddannelsesverden, som på et virtuelt grundlag genererer virtuel socialitet. Min tese er, at virtuel socialitet lykkes her og at uddannelsesverdenen måske kan lære noget af, hvordan.
Denne artikel er baseret på en undersøgelse af virtuel identitet og socialitet på to forskellige debatfora på internettet. Efter nogle terminologiske overvejelser og indledende betragtninger over analyseobjektet, skelner jeg i det følgende mellem fire forskellige deltagerstrategier: Den marginale, Etikeren, Æstetikeren og Utilitaristen. Jeg argumenterer for, at Den marginale og Utilitaristen kan betragtes som typiske deltagerstrategier i svage kommunikationsfællesskaber, imens Etikeren og Æstetikeren kan betragtes som typiske strategier i to forskellige typer af stærke, virtuelle kommunikationsfællesskaber: et nærværsmetafysisk præget fællesskab og et mere cyberurbant præget fællesskab. De to sidstnævnte deltagerstrategier og deres respektive fora analyseres herefter komparativt for at få et billede af, hvad de hver især kan ”yde”: Hvordan håndterer de virtuel identitet? Betragter de deres fora som en tillidszone eller en risikozone? Hvordan håndterer de forholdet mellem konflikt og konsensus? Er de i stand til at opbygge socialitet og personlig autenticitet? Identificerer og involverer de sig med deres fora i en grad, så de udvikler sig til kompetente, ansvarlige deltagere? Hvor stærke virtuelle relationer er de i stand til at opbygge? Endelig tegnes der en skitse af, hvad der karakteriserer en stærk, virtuel socialitet og hvilke elementer, det er bygget op omkring. Afslutningsvis sættes de fire virtuelle deltagerstrategier i relation til uddannelsesverden.
Generelt om kommunikationsfællesskaber
I artiklen ”Kommunikation – det virtuelle samfunds byggesten” har jeg med reference til den tyske sociolog Niklas Luhmann argumenteret for, at det ikke er gennem det fysiske møde, men gennem kommunikationen, det sociale bliver til. I det følgende vil jeg basere mig på ovennævnte artikel og samtidig sammentænke denne mere grundlæggende teoretiske positionering med den amerikanske læringsteoretiker Etienne Wengers teorier om praksisfællesskaber. Til denne sammentænkning skal der indledningsvis knyttes en kommentar.
Wenger bestræber sig i ”Communities of Practice” på at beskrive også den computerbaserede læring som en social praksislæring, baseret på deltagelse, engagement og realitet i læringskonteksten. Med sin rod i mesterlæren opfatter Wenger ikke læring som noget, der fungerer bedst som en individuel praksis, adskilt fra virkelige kontekster af arbejde, der skal gøres og problemer, der skal løses. Ifølge Wenger handler viden og kompetence om at kunne begå sig i konkrete praksisser, hvortil man er knyttet gennem et vist tilhørsforhold, som man gerne vil have til at lykkes. Læring gennem aktiv deltagelse og tilhørsforhold til et praksisfællesskab giver derfor langt den mest effektive læring. Man lærer for at kunne være med. Wenger samler op: ”What does look promising are inventive ways of engaging students in meaningful practices, of providing access to resources that enhance their participation, of opening their horizons so they can put themselves on learning trajectories they can identify with, and of involving them in actions, discussions, and reflections that make a difference to the communities that they value” (Wenger:10). Kodeordene er altså meningsfuld praksis med værdier og mål, aktiv deltagelse, personlig identifikation og væsentlig involvering, der gør en forskel for praksisfællesskabet. Det motiverer og initierer læring. I denne sammenhæng skal det også gælde den virtuelle læring.
Luhmann og Wenger arbejder ud fra to tilsyneladende meget forskellige grundmodeller, nemlig sociale systemer, der består af kommunikation hhv. praksisfællesskaber. Praksis er ifølge Wenger det, der får et fællesskab til at hænge sammen (Wenger:49), en proces, igennem hvilken vi kan opleve verden og vores engagement i den som meningsfuld. Meningen er imidlertid ikke fysisk funderet, men funderet i en proces, som han kalder forhandling om mening. Denne proces forløber gennem participation og reifikation og dækker altså både deltagelsen i den kommunikative proces og opbygningen og tilegnelsen af mere faste og blivende strukturer. Hos Wenger består participation af kommunikation eller forhandling om mening, praksis, fællesskab og identitet. Wenger fremstiller disse fire centrale begreber som diskurser frem for sagsforhold, nemlig som ”a way of talking about…” (Wenger:5). Samtidig beskriver han, hvordan praksisbegrebet ikke henviser til konkret funktionel gøren og væren, men mere til det, der giver mening hertil (Wenger:51). Nærmere kan man næsten ikke komme det, der er Luhmanns næste skridt, nemlig at beskrive de sociale systemer eller praksisser med udgangspunkt i kommunikationsbegrebet frem for handlingsbegrebet.
Wengers praksisfællesskaber kan sammentænkes med Luhmanns sociale systemer, fordi Wengers praksisbegreb ikke nødvendigvis er lokaliseret i tid og rum, men i (for-)handlinger, der er orienterede imod hinanden og deler en vis baggrund, et vist fortolkningsfællesskab. Forskellen er umiddelbart, at Luhmann peger på kommunikationen som den mindste enhed og af den grund afviser at basere sin teori på handlen og praksis. Men forskellen er overfladisk. Wenger skyder så meget kommunikation og meningsbearbejdning ind i praksisbegrebet, og Luhmann så meget praksis ind i kommunikationsbegrebet, at det på et kulturbeskrivende niveau godt kan lade sig gøre at sammentænke dem, på trods af de grundlæggende filosofiske forskelle. Selvom Wengers praksisterminologi ved første øjekast ser meget anderledes end Luhmanns kommunikationsterminologi, viser det sig, at Wenger strækker sig så langt, at hans praksisgrundlag er lige ved at sprænges og udvikle sig til et kommunikationsgrundlag. Virtuel kommunikation er også en praksis, og det er igennem deltagelse i den, den enkelte tilegner sig relevante kompetencer. I det følgende vil jeg, af hensyn til denne sammentænkning, tale om kommunikationsfællesskaber. Luhmann bryder sig ikke umiddelbart om den slags ”fællesskabsmytologier” (Luhmann 2000:264), som betegnelsen kunne antyde, men termen anvendes ud fra en 1. ordens betragtning, kommunikationsfællesskabets forståelse af sig selv som et fællesskab – eller ej.
En undersøgelse af virtuel socialitet
Hvordan undersøger man virtuel socialitet? Med udgangspunkt i Berger og Luckmann er socialitet en objektiv, subjektiv og social realitet (Berger og Luckmann 2002). Den fysisk-objektive, håndgribelige realitet må i dette tilfælde begrænse sig til det rent tekstlige og tegnmæssige, der følgelig har en stor betydning for, hvordan dette objekt erkendes, såvel af aktive deltagere som af iagttagende analytikere. Den virtuelle socialitet er imidlertid også en subjektiv og social realitet, dvs. en realitet, som dels bliver til inde i hovederne på deltagerne, dels bliver til i den kommunikation, som de bygger op. Som iagttager kan man enten tage udgangspunkt i en feltanalyse, i dette tilfælde en meget omfattende tekstanalyse, for at afkode de sociale og subjektive meningskonstruktioner, eller man kan vælge at lave personlige, kvalitative interviews for at få en mere direkte adgang til de subjektive og sociale realiteter.
Jeg har valgt at supplere et længerevarende feltarbejde med et spørgeskema, som jeg har lagt ind på to udvalgte, meget aktive fora på Internettet: Netdoktors debatforum ”Børn 1-3 år”, der er Netdoktors mest aktive debat (www.netdoktor.dk) og Jubiis debatforum ”Woman”, som sammen med Netdoktor er et af de mest aktive, danske debatfora (www.jubii.dk). Jeg har formuleret en række åbne spørgsmål, der har givet respondenterne mulighed for både at svare langt, kort, korrigerende, metakommenterende, deskriptivt, konkret, analyserende og reflekterende. Jeg vil det derfor forsøgsvis kalde denne interviewgenre for et kvalitativt, virtuel interview. Den kan pga. sin søgende og åbne form med fordel anvendes eksplorativt, dvs. til at (pilot-)undersøge et område med henblik på dannelse af evt. typologier, klassifikationer, teser, teorier og andre analytiske redskaber.
Mine spørgsmål retter sig imod brugernes tanker i forbindelse med deres virtuelle færden. Jeg har ønsket at få indsigt i respondenternes forskellige opfattelser af det, der foregår i det virtuelle forum, som de på hver deres måde deltager i. Efterfølgende har jeg lagt disse opfattelser komparativt op imod hinanden og set efter væsentlige, forskelsgivende forhold. Forskellene relaterer sig dels til hver enkelt deltager, dels til det forum, som den enkelte deltager i. Jeg har fået 10 besvarelser, som jeg vil inddrage i det følgende sammen med mere håndplukkede, illustrative eksempler fra debatterne.
I arbejdet med besvarelserne har det været væsentligt at trække på en vis feltforståelse, som kun kan erhverves gennem det, man kunne kalde virtuel feltarbejde: man må over tid følge med i, hvad der foregår. På denne måde bliver det muligt at relatere besvarelserne til konteksten og de virtuelle kulturers forskellige karakteristika, uden hvilket man ikke har klangbund til at analysere svarene. Det er dog vigtigt at sige, at virtuelle kulturer flyder og forandrer sig fra uge til uge. Formålet med undersøgelsen er derfor ikke at definere, hvad der lige præcis foregår i de pågældende fora. Meget kan ændres meget hurtigt. Hvad der fremstår som et alvorstungt forum den ene måned, kan have ændret sig til pjat og vrøvl måneden efter. Formålet med undersøgelsen er at tage nogle øjebliksbilleder af internetbaserede socialitetsformer og de forskellige deltagerstrategier, de kan ses i sammenhæng med.
Det sociale spejlkabinet
Den objektive del af den virtuelle realitet kan metaforisk beskrives som et polyfont eller flerstemmigt værk, et uafsluttet drama, forfattet af samtlige deltagere og udviklet over tid. Konferencesystemet håndterer en stor kompleksitet af mennesker, relationer og betydning og strukturerer samtidig det hele naturligt i en narrativ ramme. Der er imidlertid ikke nogen overordnet styring og fortælleinstans. Virtuelle samfund har ligheder med det 19. århundredes impressionistiske dramaer, der tematiserede det moderne livs flimrende, informationstætte urbanitet og gav afkald på den alvidende, udtømmende beskrivelse. Den sociale virkelighed bliver til i dette netværk af gensidige iagttagelser. De personlige egenskaber bliver ikke beskrevet én gang for alle af en alvidende fortæller, men lader sig konstruere og moderere undervejs ud fra de enkelte bidrag.
Reelt er strukturen i det virtuelle drama lidt mere kompleks end et gængs drama, som læseren læser fra start til slut. Hvis man ikke følger debatten i tilblivelsesprocessen, kan man let overse, at Birgitte virker sur i tråd A pga. noget, som Rasmus skrev i tråd B øjeblikket forinden. Kommunikationen indeholder typisk en stor kompleksitet via disse mange medløbende intertekstuelle referencer. Man trækker ikke kun på en fælles tilblivelseshistorie, der ligger bagud i tiden. Der er altid en kontekst eller horisont af aktuel mening, både i debatten og i verden, som indlæggene trækker på og positionerer sig i forhold til. Der er en løbende, fælles referenceramme, der betyder, at man kan formulere sig ganske spøjst og stadig blive læst på den rigtige måde. De energiske debattører følger udviklingen i flere forskellige tråde time for time og reagerer på det, de læser. Senere er det vanskeligt at rekonstruere kommunikationens sammenhæng.
I kommunikationen kiler der sig uvægerligt en social dimension ind. Det sker i form af bevidstheden om, at den anden iagttager mig iagttage dette tema. Nogle vil stemme i med Sartre, når han i ”Lukkede døre” siger, at “Helvede, det er de andre”. Andre vil befinde sig godt med bevidstheden om de andres iagttagelser og gradvist spinde et netværk af virtuelt bårne, sociale relationer. I begge tilfælde er der en klar scenisk og social bevidsthed, selvom den enkelte måske eksplicit er dybt begravet i en politisk diskussion.
Man fremskriver sig selv i kommunikationen. Der er sjældent nogen særlig forhåndskendskab mellem deltagerne, og deltagernes kropslige tilstedeværelse er der ikke til at lægge et automatisk informationstryk. Skriver man intet, så eksisterer man ikke i den virtuelle sammenhæng. Her gælder det: Jeg kommunikerer, altså er jeg.
Fire virtuelle deltagerstrategier
Jeg har fundet frem til fire forskellige, karakteristiske former for virtuelle strategier. Disse strategier relaterer sig ikke kun til debattørernes personlige egenskaber og sociale baggrunde (med Luhmanns termer det enkelte psykiske system). De relaterer sig dels til det forum, hvori de anvendes, dels til debattørernes position i det pågældende forum (det sociale system, de opererer indenfor). Efter den følgende skitse af de fire typer, vil jeg lave en komparativ analyse af to af disse typer.
Den marginale
To af respondenterne var kendetegnet ved en marginal deltagelse. Begge befandt sig på Netdoktor, var kendetegnede ved en lille grad af personlig og social involvering samt en lille grad af aktiv deltagelse (1-10 indlæg pr. måned). Den ene svarer ”Nej – kun overfladisk” på spørgsmålet om, hvorvidt kan man lære hinanden at kende i et forum som dette. Den anden svarer ”Det kan man sikkert”. Hun lyder ikke til selv at have haft oplevelsen, idet hun senere supplerer: ”Der er flere der skriver de har fået veninder herigennem”. Begge svarer ”nej” på spørgsmålet om, hvorvidt der på forummet er nogen, de føler sig tættere knyttet til end andre. De svarer også begge ”nej” på spørgsmålet om, hvorvidt de selv mener, at de har været med til at forme kulturen på stedet. Adspurgt, hvorvidt de mener, at dette forum passer til dem og deres personlighed, svarer den ene ”Ikke altid”, den anden ”Både og”. Også den virtuelle kommunikation som sådan har de et ambivalent forhold til: ”Det er nemt at misforstå det skrevne ord, da man ikke kan se kropssprog og ansigtsudtryk. Jeg tror mange ofte bliver misforstået”, skriver den ene. Den anden skriver: ”Der tales/skrives ikke altid særlig pænt til hinanden, det bryder jeg mig ikke om”.
I deres begrundelser for at komme på debatten fremhæver de fleksibiliteten ved at kunne logge på, når man vil, samt fordelen ved at kunne mødes anonymt og ”tillade sig at sige sin uforbeholdne mening uden at skulle stå til regnskab”. En peger også på den ulempe, at det er mere upersonligt, og adspurgt, hvad det er, dette debatforum kan give hende, svarer hun: ”Mulighed for at se, hvad andre skriver og bla. snage lidt i andres liv”. Ligesom hun lægger afstand til forummet ved at forholde sig tøvende til, hvorvidt det passer til hendes personlighed, kommunikerer hun lidt dobbelt her, idet hun tilsyneladende tager etisk afstand til sin egen motivation for at komme der: at slippe for at stå til regnskab og at få mulighed for at snage i andres liv. I sin egen læsning af sig selv lægger hun sig her i forlængelse af Dreyfus´ tale om det virtuelle publikums overfladiske, uengagerede snagen i anliggender, der ikke vedkommer dem (Dreyfus 2002). Hun er ikke trådt ind i en egentlig relation, men ser det hele på en lidt iagttagende, utilitaristisk distance. Hun har benyttet Netdoktor i over et år på dette tidspunkt, så det er ikke sikkert, at hun udvikler sit engagement yderligere. Denne type kan meget vel være ganske underrepræsenteret i denne undersøgelse, fordi mit spørgeskema lægger op til at beskæftige sig med en socialitet, som de ikke har den store fidus til. De to brugere repræsenterer sandsynligvis en stor gruppe af mennesker, hvis opfattelse af livet på nettet er, at det er præget af overfladiskhed, distance, nysgerrighed og mangel på ægte nærhed.
Med reference til Wenger kan denne type identificeres som marginale deltagere i den virtuelle socialitet, som debatforummet udgør. Vi definerer ikke kun os selv gennem de kommunikationsfællesskaber, som vi deltager i, men også via dem, som vi ikke deltager i. Ifølge Wenger er der imidlertid forskel på non-participation som perifer deltagelse og non-participation som marginal deltagelse. Perifer deltagelse er styret af participationen som bane: man arbejder sig ind i det og håber på at få lært at begå sig, dvs. netop for at deltage meningsfuldt undlader man at deltage på en larmende og forkert måde. Den marginale deltagelse, som synes at præge denne type, er styret af non-participation. Man er tilfældigvis til stede, og man deltager sporadisk og uforpligtet, idet man identificerer sig med andre baner, der går i andre retninger (Wenger:165 ff).
Etikeren
En interessant og lidt overraskende gruppe bestod af tre respondenter, som havde fundet mit spørgeskema på Netdoktor som gruppen ovenfor, men som alle flere gange refererede til andre, lukkede fora. Denne gruppe skelner stærkt mellem upersonlige Netdoktor og de varme, nære, lukkede fora, hvor man kender hinanden og har et nært forhold. Kun på deres lukkede fora føler de, at de er med i et Internetbaseret fællesskab.
Denne gruppe gør meget ud af at forklare mig om forskellen mellem det anonyme Netdoktorunivers med de anonyme ”flamere”, der er kendetegnede ved at skrive ”meget provokerende indlæg med det ene formål at lave rav i den” og de lukkede fora ”hvor muligheden for at lære hinanden at kende er større”. En skriver om den ”anden satellitverden”, som de lukkede fora udgør ved siden af Netdoktors åbne debatter. Disse debatter er ”mere civiliserede” og hun kan bedre lide dem, fordi ”man ved hvem det er man taler med”.
Disse brugeres færden varierer klart fra forum til forum. På Netdoktors åbne debatter bruger ovennævnte respondent dæknævn ved ”følsomme emner” eller hvis hun ”bliver sur på nogen”. ”De generelle fora som dette har en mere barsk tone og derfor bruger jeg ofte dæknavn […] Men de specielle fora […] har en mere støttende tone og er mere intime. Vi har noget bestemt til fælles og et tættere bånd. Husk at der er kæmpe forskel mellem åbne fora som Netdoktor og de lukkede grupper yahoogrupper og igroups”. Den tredje skriver, at hun har skiftet brugernavn flere gange i løbet af de godt 3 år, hun har brugt stedet. Hun ”vælger alias ud fra diskussion”; ”hvis jeg gerne vil være anonym kalder jeg mig selv for Helle fordi det er der så mange der hedder”. Hun kunne have valgt anonymitet i stedet. Men netop anonymiteten opleves som noget etisk anløbent på det ellers ofte anonyme Netdoktor, hvorfor man slipper for skældud, hvis man kalder sig ”Helle”.
En af disse respondenter skriver om sin webgruppe på 10 kvinder, at de har ”hængt ud i cyberspace i snart to år”. På de 10 kvinders hjemmeside er der 700 indlæg om måneden, hvilket vidner om en relation af en ganske anden kaliber: ”- vi er virkelig blevet venner for livet og vi ja elsker kan man vel godt bruge hinanden meget højt – lyder måske lidt floskelagtigt, men det har været en kæmpe oplevelse at lære folk at kende, man ellers aldrig ville have lært at kende pga. geografiske og socialøkonomiske forskelle og jeg ville give mine indre organer til de piger ”. I mit interview slutter jeg af med spørgsmålet: ”På et skala for et til 10, hvor 10 er det højeste, hvor glad er du for at have dette forum?”. Her svarer denne bruger: ”Netdoktor 6, majmor gruppen 8 og min 10 personers webgruppe 10.000 ;-)”. Jo mere hendes tre grupper har differentieret sig fra det almene og snævret sig ind, både mht. brugere og mht. fokus, jo stærkere indre sammenhængskraft synes grupperne at bygge op. Der dannes systemer i systemerne og dermed identitet: ”Vi var nok dem, der havde en mere sort humor”. Hvert nyt system opstår ved at definere sig med mere specifikke karakteristika end det system, det udsprang fra.
Denne gruppe adskiller sig fra Den marginale ved at fremhæve et godt alternativ til Netdoktor, som begge typer optræder marginalt i forhold til. I dette nære forum har de deres virtuelle hjemsted.
Det, som de efter eget udsagn kan bruge deres forum til, er: ”beroligelse i forbindelse med graviditet, erfaringer at trække på, bekræftelse af egen omsorgsevne, gode venskaber, kontakt til omverden under barsel”; ”svar på de spørgsmål, jeg selv glemmer at stille, tips og ideer”; ”underholdning, information”, og endelig ”lige nu er enlig mor/far et nyt vigtigt forum, da min mand har forladt mig for nylig”. Når de har fået betegnelsen Etikere, er det fordi de er stærkt personligt involverede og idealiserer en 1:1 kommunikativ gennemsigtighed, der giver følelsen af ægte samvær, ægte kendskab, ægte hjælp. Her er personen og det fysisk-reale liv i forgrunden. Som det vil blive klart i det følgende, rummer den etiske strategi imidlertid både styrker og svagheder.
I lighed med nedenstående æstetisk orienterede Jubii-respondenter har de et kommunikationsfælleskab, som de fremhæver som et godt, virtuelt fællesskab. De to grupper adskiller sig imidlertid klart fra hinanden mht. kulturelle værdier, samværsformer, samt ikke mindst deres opfattelser af personbegrebet og socialitetsbegrebet.
Æstetikeren
De fire Jubii-respondenter har udviklet, hvad man kan kalde æstetiske deltagerstrategier. De deler Etikernes glæde ved det virtuelle fællesskab, men det er tydeligt, at det er en anden type af kommunikationsfællesskab, de refererer til. Adspurgt hvad det er, debatforummet kan give dem, svarer denne gruppe: ”morskab, nye indfald, bekræftelse af holdninger/moral/etik mm samt selvfølgelig det modsatte”; ”samvær, venner og underholdning”; ”underholdning, horisontudvidende meningsudvekslinger, gode grin og skæve vinkler, altid nogen at bonde med når man logger på” og ”Det er en uforpligtende måde at være social på” og, som hun skriver: ””cafeen” lukker aldrig og der er altid interessante spørgsmål og nye vinkler på samfundet i almindelighed”. Der lægges vægt på det underholdende og stimulerende element i kommunikationen. Hvor det hos Etikerne var personen og det fysisk-reale liv, der var i forgrunden, er det her de kommunikative bidrag og det virtuelle ”spil”, der er i forgrunden.
Både Etikeren og Æstetikeren har succes med deres Internetbaserede forum. Alligevel er der en forskel. Hos Etikeren er der klare dyder i retning af at holde sig til sagen, ikke at føre sig frem, at overholde reglerne, at have netiquette, at ære sød og venlig, ikke at hidse sig op, at være empatisk. Idealet er konsensus, enhed, fællesskab og lighed. Målet er at blive set som en god person. Indlæggene skal også gerne kunne bruges til at løse håndgribelige hverdagsproblemer med. Det er jo derfor, man spørger. Heroverfor er målet for Æstetikeren morskab, differens, det interessante møde. Her introducerer man ikke på samme eksplicitte måde sin person, men præsenterer sig gennem en sag. De lukkede fora præsenterer sig primært som private og personorienterede rum, der sekundært også er sagsorienterede. De åbne fora præsenterer sig primært som offentlige og sagsorienterede fora, der sekundært også udvikler sig personorienteret. Det betyder, at der er større rummelighed i forhold til dissens og provokationers positive rolle i en diskussion.
Tilsvarende er der forskellige måder at ekskludere på. Hos Etikeren, hvor man gerne opfatter sig selv som ”god” (dvs. indfølende, empatisk, spørgende, hjælpende), balancerer man mellem norm og ondskab/destruktion. Hos Æstetikeren, hvor man gerne opfatter sig selv som ”interessant” (dvs. vittig, sjov, velskrevet, begavet, indsigtsfuld osv.), skelner man mellem norm og latterlighed/dumhed. Udgrænsning af afvigeren styrker på denne måde både socialiteten og de enkelte udgrænseres image (jf. også Gotved 1999).
De æstetisk orienterede Jubii-respondenter refererer til en kreativ og levende socialitet og giver udtryk for en mere legende, sproglig og æstetisk deltagelsesform. Hertil svarer en mere søgende, divergent erkendelsesform end Etikerens harmonisøgende attituder. Æstetikerne synes at have mere komplekse, personlige opfattelser af hinanden, og af både feltarbejdet og analyserne af deltagernes opfattelse af den virtuelle socialitet fremgår det, at man kan kunsten at kode og afkode virtuelle, sociale beskeder. Man har en vis virtuositet inden for det virtuelle univers.
Utilitaristen
Denne ene Netdoktor-respondent udmærker sig ved at have det allermest nøgterne og instrumentelle syn på sit forum af dem alle. Hun knytter ingen sociale forventninger til det overhovedet, men har heller ikke noget decideret dårligt at sige om det. Hun svarer blankt nej til spørgsmålene om, hvorvidt hun føler nogen tilknytning til andre på nettet og hvorvidt hun føler, at hun er med i et Internetbaseret fællesskab.
I modsætning til Den marginale, som hun ellers ligner på andre punkter, synes hun, at folk tager tingene alt for nært. Hun er den eneste, der hylder manglen på normativ og etisk styring: ”Enkelte brugere prøver at diktere hvad andre skal gøre fx tale pænt til hinanden, ignorere indlæg osv. Set fra den vinkel har jeg ikke været med til at forme det [kulturen i dette forum], for en af de gode ting ved forummet (for mig) er at det er relativt anarkistisk”. Hun skriver ”mest som anonym”. Ræsonnementet lyder: ”Det er en god ide at have et fast brugernavn hvis man vil kendes. Det har jeg ikke behov for”. Hun mener ikke, at de andre ”har et billede af hende” og det betyder ikke noget for hende, hvordan de andre opfatter hende. Hun ser brugernavnets funktion som en praktisk strukturering af debatten, så man kan se hvem, der svarer hvem.
Hun bruger debatten, fordi der er gang i den og der er mange nye indlæg hver dag. Hun er opfatter sig selv som ”diskret”, er ”med på en lytter for at få gode råd” og skriver selv ”ca. 10-15 indlæg, altid meget korte og mest når folk beder om praktiske råd, hvor jeg tilfældigvis ligger inde med et svar”. ”Fordelen [ved kun at mødes over nettet] er, at jeg kan møde mange med forskellige holdninger til tingene og det udvider min horisont”. Hendes motiver er altså mere sagsorienterede end personorienterede. Hun nævner også, at det er let og hurtigt at navigere på Netdoktor, samt at det med at logge på slet ikke fungerer for hende. Netop en nøgtern, utilitaristisk indgangsvinkel kendetegner denne respondent. Hun svarer, at forummet passer godt til hendes personlighed, men forummet passer hende netop ved dets anonymitet og umiddelbare nytteværdi. I lighed med Den marginale gruppe peger hun dog på, at den virtuelle kommunikation kan være mangelfuld: ”Det er desværre nemmere at misforstå hinanden, og det, der startede som spøg bliver taget alvorligt eller omvendt. Ironi er utrolig svært at forstå skriftligt, og det er danskere desværre tilbøjelige til at bruge en del af”.
Hendes virtuelle færden er præget af utilitarisme. Utilitaristen forbliver i en perifer deltagelsesform, der hverken er på vej væk som Den marginale eller på vej til dybere involvering som Etikeren eller Æstetikeren. Hun har ingen forventninger i retning af socialitet og derfor heller ingen skuffelser. Hun er samtidig den, der giver Netdoktor den højeste score, da jeg beder dem om at give deres forum mellem 1 og 10 point. Hun svarer ”10++”.
Opsamling på de fire deltagerstrategier
Aldersmæssigt ligger otte af respondenterne lige omkring de 30 år. Derudover er der to i starten af 40´erne. Aldersmæssigt adskiller de fire typer sig altså ikke fra hinanden. Der tegner sig imidlertid et klart mønster, når man ser på respondenternes uddannelsesniveauet vs. deres valg af, brug af og syn på deres forum:
1) De to marginale Netdoktor-respondenter er kortuddannede
2) De tre etisk orienterede Netdoktor/Yahoo-respondenter er mellemlangt uddannede
3) De fire æstetisk orienterede Jubii-respondenter har alle længere, videregående uddannelser
4) Den Utilitaristiske Netdoktor-respondent er Ph.D´er.
Man kan ikke tilskrive det absolutte sammenfald mellem uddannelsesniveau og håndtering af den virtuelle socialitet nogen egentlig reliabilitet ud fra så få medvirkende, men alligevel kalder den klare fordeling på at blive testet i større empirisk sammenhæng. Som undersøgelsen også peger på, er det nemlig ikke usandsynligt, at uddannelsesniveauet relaterer sig til andre forhold, der har stor betydning for virtuel færden, fx fortrolighed med skriftlighed og cyberurbanitet.
Alder og uddannelsesniveau er individrelaterede karakteristika. Som nævnt er deltagerbanerne dog ikke kun bestemt af de psykiske systemer, men også af det sociale system eller kommunikationsfællesskab, som de indgår i, samt individets position heri. I denne sammenhæng forholder det sig sådan, at Den marginale og Utilitaristen repræsenterer to forskellige deltagerstrategier i samme virtuelle univers, nemlig Netdoktors ”Børn 1-3 år”. Det vil sige, at forskellene mellem de to strategier i nogen grad relaterer sig til deres individuelle baggrunde, imens lighederne i de to typers strategier i nogen grad kan relateres til Netdoktor som forum. En foreløbig, kort konstatering vil lyde, at Netdoktor ikke udgør et rigt, virtuelt kommunikationsfællesskab, hvilket medfører, at deltagerne placerer sig hhv. marginalt eller utilitaristisk uden nævneværdig personlig involvering eller opbygning af sociale relationer.
Etikeren og Æstetikeren adskiller sig fra de to ovennævnte typer ved at de begge oplever at deltage i en rig, virtuel socialitet, hhv. i div. lukkede fora og på Jubii. Hos begge grupper fungerer socialiteten, men på forskellige vilkår. Etikeren og Æstetikeren repræsenterer to forskellige deltagerstrategier i to forskellige kommunikationsfællesskaber. Der er derfor grund til at tro, at forskellene mellem dem både kan relatere sig til deres individuelle baggrunde og til det forum, som de deltager i. I det følgende vil jeg undersøge og forskelsbestemme disse to virtuelle strategier og deres respektive fora nærmere.
Virtuel identitet
Et helt basalt element i virtuel socialitet er personen og den måde, hvorpå man håndterer personbegrebet. En stor del af debattens energi kommer af de enkelte brugeres varme interesse for sig selv og for deres argumenters skæbne. De enkelte bidrag læses ud fra forventningerne til den person, der kommer med udsagnet, forventninger til det tema, udsagnet knytter an til og forventninger til det narrative forløb, hvori de kommunikative hændelser finder sted. I virtuelle samfund er personbegrebet ikke bundet op på et medarbejderbegreb, et klientbegreb eller lignende, men på brugernavnet. Det er gennem navnet, at der er noget på spil for brugerne, og det er ved at stykke de andres ytringer sammen én for én, at de løbende danner og reviderer deres ide om, hvilket subjekt, de har med at gøre. Bidragene omsættes til personlige attributter.
Alle mine respondenter fremhæver betydningen af brugernavnet. De socialt og psykologisk mindre involverede fremhæver brugernavnets praktiske, logiske betydning. Et brugernavn giver orden i debatten, så man kan se, hvem der har skrevet hvad. For de fire Jubii-respondenter betyder brugernavnet mere. På spørgsmålet ”Er det vigtigt at have et fast brugernavn og hvorfor (ikke)?” svarer de fire Jubii-brugere: ”Ja, så jeg har en identitet”; ”Man lærer hinanden at kende og tillægger indlæg værdi alt efter hvem der har skrevet dem. Derfor har det en betydning”; ”Ja. Det giver folk et holdepunkt & viser, at man står inde for sine holdninger” og endelig ”Ja, fordi det er forvirrende med skiftende”. Altså en bekræftelse af, at man strukturerer det sociale liv via personer og at personerne bliver til gennem de skriftlige ”ydelser”, de kommer med, altså gennem kommunikation.
Man må skelne mellem anonymitet, pseudonymitet og det at bruge sit eget navn. Man kunne forestille sig, at den anonyme opererer ganske uden engagement. Den anonyme kan imidlertid sagtens udvise interesse for sig selv og sine argumenters skæbne, fx ved at vende tilbage og præcisere et standpunkt, som vedkommende har fået verbale klø for: ”Hej, det er mig, der skrev det første indlæg”. Anonyme opererer med en virtuel selvidentitet, der typisk holder tråden ud. Der er derimod en tendens til, at man skriver uden helt så meget tanke på, hvordan man hermed påvirker socialiteten, en tankegang, som mine respondenter bekræfter. Når de virtuelle aktører opererer uden brugernavn, kan de operere uden at blive holdt personligt ansvarlige, eftersom det er brugernavnet, der som den moralsk ansvarlige agent tildeles agtelse eller foragt ud fra gældende etiske retningslinier. Uden brugernavnet holder ansvaret kun tråden ud eller så længe det er muligt at identificere forfatteren. Visse Netdoktordebattører mente en overgang, at det var én og samme anonyme personage, der skrev alle de dumme, anonyme ting: ”Den berømte anonyme slår til igen”, kunne man så læse i de harmdirrende replikker til vedkommende. Men normalt kan en anonym komme igen og få en frisk identitet og hermed en ny portion neutrale, sociale forventninger.
Den pseudonymes strategi er mere langsigtet, fordi bidragene løbende knyttes til pseudonymet og stivner som personlige attributter. Fordelen er, at den pseudonyme genkendes og skaber forventninger hos de øvrige. Denne fordel åbner imidlertid for både negative og positive forventninger. Kommunikationen bliver glattere, men det sociale udvikler modhager, der ikke længere gør alt lige muligt. Gevinsten er, at vedkommende genkendes og får lettere ved at kommunikere ubesværet og blive forstået.
Der er klare etiske fordringer vedr. det at stå ved sit brugernavn. Når det etiske ansvar er knyttet til brugernavnet, er det at unddrage sig navnet dermed det samme som at unddrage sig etisk ansvar, og det er kritisabelt i sig selv. Vil man holde sit pseudonym fri for ansvar i en sammenhæng, må man logge på anonymt eller med et andet pseudonym. Selvom det godt kunne gøres uden at opdages, skifter Jubii-respondenterne efter eget udsagn ikke brugernavn af egen fri vilje som flere af Netdoktor/Yahoo-brugerne gør (fx ”Helle”). Den gevinst de ville kunne få ved at skifte brugernavn, synes for lille i forhold til den gevinst der er forbundet med at beholde samme brugernavn over tid. Det er meget værd at beholde sin identitet, sin del af den fælles historie, sin plads og sine relationer. Den virtuelle kommunikation er altså ikke grundlæggende uforpligtende. Faktisk ville en sådan uforpligtethed netop ødelægge væsentlige dele af kommunikationen.
Megen mistro over for det virtuelle univers bunder i en forestilling om, at deltagerne optræder falsk på den ene eller den anden måde. Men adspurgt om forholdet mellem deres identitet på nettet og deres identitet ”udenfor”, svarer samtlige respondenter, at de er ”sig selv” på nettet: ”Nogenlunde ens”; ”Meget lig hinanden”; ”Jeg er mig, og jeg giver udtryk for mine holdninger”; ”Det er den samme identitet. Jeg er ligesom jeg skriver”; ”Tæt på. Mine værdier kommer igennem på nettet. Jeg er hvem jeg er. Folk kan genkende mig”; ”God overensstemmelse. Jeg er der ikke for at opdyrke en særlig profil af mig selv”; ”Jeg er den samme person begge steder”; ”Ens”; ”Holder fint, de er ens”. Kun en enkelt skriver: ”Jeg tror nok at jeg ubevidst styrker de sider af mig selv som jeg bedst kan lide på nettet”. Forestillinger om, at virtuel kommunikation skulle rumme mere falskhed, identitetsløshed og selviscenesættelse end anden kommunikation kan altså ikke bekræftes.
Hvorfor så pseudonymiteten, kunne man spørge? Samtlige respondenter afviser relevansen af at bruge sit eget fulde navn i debatterne. Det ville spolere den frie kommunikation og således paradoksalt nok gøre den mindre åbenhjertig, personlig og mangefacetteret. På nettet kan man ikke lukke en social gruppe ved at gå lidt afsides og tale dæmpet. Her har pseudonymiteten samme funktion som at lukke døren. Det er den eneste måde, hvorpå brugerne kan kommunikere nogenlunde privat, uden at løbe risikoen for at arbejdsgivere, kærester og familie hører den vennesnak, som ikke er beregnet for dem. Med Luhmanns termer er det en del af systemdifferentieringens natur. En mindre gruppe kan ikke udvikle en rig og nuanceret social egenkompleksitet uden at frigøre sig den store, forskelsløse almenhed og dermed sætte sig i en eller anden form for opposition til den. Tilsyneladende – og i modsætning til, hvad man måske kunne forvente - er det ofte netop dybsindige refleksioner, stor åbenhed og plads til nuancer, der kan fremhæves som karakteristisk for virtuel kommunikation.
Opsummerende arbejdes der altså med et pseudonymt identitets- og personbegreb, der uomtvisteligt fungerer inden for den virtuelle sammenhæng, idet det er centrum for alt det, som personbegrebet ellers er centrum for: identifikation, etisk ansvarlighed, attributter, roller og relationer. Det er via brugernavnet, man holder hinanden i banerne. Debattøren lægger, hvad Goffmann kalder en linie, ”dvs. et mønster af verbale og ikke-verbale handlinger, som udtrykker hans syn på situationen og herigennem hans vurdering af deltagerne, især ham selv” (Thyssen 1996:154). Begrebet linie udtrykker, at social handlen ikke bare er løsrevne hændelser, men at en persons kommunikation læses af andre som en del af en samlet udfoldelse af personen, en udfoldelse, der forløber over tid. Lægger man ud med at sige, at alle de andre er nogle idioter, så har man lagt en linie, som det er lidt af et kunststykke at vende og få noget godt ud af.
Ansigtet er et ”billede af selvet” (ibid.), og det er netop ansigtet - det positive selvbillede i egne og andres øjne - der er frugten af det sociale arbejde, som Goffmann kalder ”Face work”. Man kan ikke individuelt definere sit ansigt, fx ved at sige, at fra nu af er man troværdig eller sjov. ”Selv om personens sociale ansigt kan være hans mest personlige ejendom og centrum for hans tryghed op glæde, er det kun et lån til ham fra samfundet; det vil blive opsagt, medmindre han viser sig værdig til det” (Thyssen 1996:155). Et alvorligt og kedeligt menneske, der bestemmer sig til, at nu vil han hellere være sjov, vil skulle arbejde sig igennem et tykt lag af modsatrettede forventninger, når han går i gang med sine vittigheder – uanset om de er sjove eller ej. Han vil blive mødt af de alvorlige gravansigter, som han selv plejer at møde andre med, så chancen for, at han får kæmpet sin vits igennem med succes, er lille. Af samme grund er det vigtigt for brugerne at lægge en linie, som de kan udfolde sig i. Konstruktionen af den personlige identitet som en del af den fælles, sociale realitet forløber som en kommunikativ proces.
Tillid og risikozoner
Det synes ganske afgørende for udviklingen af virtuel socialitet, hvorvidt deltagerne betragter deres forum som en tillidszone eller som en risikozone. Netdoktor opfattes af Etikerne som en risikozone, der ikke lever op til denne gruppes høje etiske normer og deres forventninger om forståelse og indlevelse. Dette hænger nært sammen med anonymiteten. Eftersom debattørerne ikke bruger faste brugernavne, står hvert indlæg og hver tråd alene uden bund i et kendt persongalleri. Man ved ikke, hvem det er, man er gal på og ens egne indlæg knyttes ikke an til ens person, fordi man er anonym. Der udvikler sig ikke stærke sociale bånd, hverken i følelsesmæssig eller i etisk-restriktiv henseende (fx moralske bindinger, som man respekterer ikke at overskride af hensyn til sit omdømme).
Det store offentlige rum uden mange ansigter at genkende gør, at der sættes pris på høflighed. Jeg har spurgt mine respondenter, hvordan de tror, de andre oplever dem. Det er helt karakteristisk, at Netdoktor-respondenterne under ét fremhæver pæne og civiliserede karaktertræk: ”ærlig”, ”omsorgsfuld og empatisk”, ”saglig”, ”venlig”, ””taler” pænt”. Der synes at være et vist fravær af specielle personlige egenskaber og dybere karaktertræk. De egenskaber, der nævnes, handler i høj grad om velopdragenhed og venlighed. Herigennem distancerer respondenterne sig i forhold til Netdoktors tendens til at udvikle en aggressiv, nærtagende og fjendtlig tone, der får det hele til at ende i verbale slagsmål. På Netdoktor løber pænhedsidealet side om side med en faktuelt ret opfarende, anonym kultur, hvor deltagerne ikke lægger fingre imellem, når de angriber hinanden. Man balancerer på kanten mellem civilisation og barbari.
Udgangspunktet på Netdoktor er en minimal grad af tillid og genkendelse, hvortil i bedste fald svarer en minimal moral: Hvis du lader være med at true mig, så truer jeg heller ikke dig. Sådan kan fremmede holde hinanden ud i strakt arm. Denne ”høflige uopmærksomhed” som Goffmann kalder det (Jacobsen og Kristiansen 2002:67) fungerer fx på den måde, at man undlader at stirre forbipasserende stift i øjnene og undlader at røre ved hinanden, når man kører i elevator. På samme måde er det at læse avis i toget et signal om, at man vil fred. Der er tale om en minimal, fælles opmærksomhed: ”Høflig uopmærksomhed er et eksempel på den mindste grad af fokuseret interaktion, i den forstand, at det drejer sig om at fokusere på hinanden uden at lade denne fokusering udvikle sig til et egentligt møde” (Jacobsen og Kristiansen 2002:67). På nettet kan det fungere på den måde, at man kun går i dialog, hvis man har en acceptabel ”invitation” i form af et spørgsmål, man kan besvare. Det betyder, at det etiske aspekt får en fremstående plads i kommunikationen i forhold til det saglige aspekt: ”Ja, ja, det kan godt være, men nu var det jo ikke det, hun spurgte om, vel” eller ”Du skal bare gøre, hvad du føler er rigtigt og ikke lade dig gå på af, hvad de andre siger”. Det divergente, saglige og konfronterende aspekt begrænses.
Det interessante er, at det ikke virker med denne minimale moral (Thyssen 1996:81) eller netiquette, som der flere gange appelleres til på Netdoktor. Folk ignorerer ikke dumme indlæg, de lader ikke være med at hidse sig op, de holder sig ikke til at belyse sagen. De fire etisk orienterede respondenter fremhæver alle, at det er farligt at være på Netdoktor. Flere af dem peger på, at de selv er farligere at kommunikere med på Netdoktor: ”Jeg er selv mere barsk, når jeg skriver under et dæknavn og går mere lige på, når jeg skal forsvare én jeg kender, der er blevet angrebet eller når jeg bliver stødt af et indlæg, der er dømmende og viser smålighed”. Man bemærker krigsmetaforikken.
Den megen fokus på netiquette kan beskrives som en mangelstrategi, et forsøg på at håndtere en situation, der er præget af mangel på fællesskab og tillid. Denne urbane strategi kan spores tilbage til den tyske sociolog Georg Simmel, der analyserede overgang fra landsbysocialitet til moderne urbanitet. Fordi risikoen er så stor og graden af velkendthed, tryghed og fælles forventninger er så lille i det urbane, bliver der med Simmel hårdt brug for civitas, dvs. høflige former, evne til distance, evne til netop ikke at påtvinge andre sit autentiske selv for enhver pris. Kun sådan kan den moderne, urbane fremmedhed og usikkerhed håndteres. Også den amerikanske sociolog Richard Sennett definerer i ”The Fall of Public Man” (1976) høflighed på denne måde: ”det er den aktivitet, som beskytter mennesker mod hinanden og alligevel tillader dem at nyde hinandens selskab. At bære en maske er høflighedens væsen. Masker tillader ren selskabelighed, befriet fra ting som magt, ubehag og private følelser hos dem, som bærer masken. Høflighedens mål er at beskytte andre mod at blive belastet af én selv” (Thyssen 1996:159).
Ifølge Sennett kan man ikke drage sine forventninger til det intime samfund ind i den moderne urbanitet. Man behøver ikke kaste sine autentiske følelser af fx vrede eller frustration ind i kommunikationen og man behøver ikke være overordentlig kærlig og forstående og indlevende i den urbane modernitet, fordi bagsiden af denne hjertelighed er en lige så følelsesbetonet aggression imod fjender og fremmede. Netdoktor balancerer hele tiden på kanten mellem brugere, der skændes indædt, og formuleringer af krav om en sådan etisk maske, hvis formål er at fungere som filter for al den galde og alle de personlige angreb, der konstant bobler i overfladen og med jævne mellemrum eksploderer i skænderier. Man favoriserer det kendte, det ens og det nære på bekostning af det divergente, som man ofte ikke kan håndtere.
Som disse sociologiske analyser af høflighedens fortrin var en tidlig reaktion på det moderne, urbane liv, er netiquette-konceptet en tidlig reaktion på det cyberurbane liv, tydeligt præget af at være det første, forsigtige trin ind i en ny, usikker verden. Sammenlignet med Netdoktors åbne debatter er der i de lukkede fora sikker forventning om større intimitet og mere fællesskab. Her bruger man typisk sit fornavn og binder sig til den virtuelle lokalitet mhp. længere ophold. Brugernes første indlæg lyder typisk: ”Hej alle sammen, jubii, jeg er gravid, nu kan jeg også skrive mig op her”. Man kommunikerer ind i en venlig, imødekommende flok af ligestillede og det er ganske tydeligt, at der er stærke forventninger om social nærhed og personlige relationer. Man skriver sig op som person og synes at tage imod hinanden som hele mennesker. Som sådan er man enten inkluderet eller ekskluderet. Der er ikke så meget kredsen om hinanden, hvor man præsenterer sig gennem en sag og langsomt ”bliver til”. De lukkede fora fungerer som en art virtuelle landsbyer.
Mange konflikter på Netdoktor kan læses som alt for store drømme om forståelse, umiddelbar enighed og venskab. Man går efter den intime landsbysocialitet, skuffes over den barbariske ”virkelighed” og forsøger at lappe på socialiteten med netiquettens minimalmoral. Men skuffelsen er stor, barbariet er reelt, og lappeløsningen virker ikke. Den nærværsmetafysiske grundindstilling synes socialt ineffektiv i det virtuelle rum.
Konflikt og konsensus
Håndteringen af konflikt og konsensus har stærk relevans i forhold til et forum evne til at generere dynamisk og divergent, saglig kompleksitetsforøgelse – altså at gøre alle klogere.
De lukkede fora, der fungerer som Etikernes virtuelle hjemsteder, er typisk differentieret i ens dele (termin i januar, mor i maj, for tidligt fødte osv). Dermed har de elementer af segmentær differentiering, en organisationsform, som ikke internt genererer og eksternt håndterer store mængder af kompleksitet. Alle disse grupper skal hver for sig håndtere den samlede mængde af kompleksitet, der præsenterer sig for dem (kolik, vuggestuer, familieliv). Denne enshed skaber ikke et stort rum for tilslutningsmuligheder. Det semantiske rum udvikler sig uden den store interne dynamik, fordi systemet er baseret på lighed, gentagelse og bekræftelse, ikke forskel, udvikling og uenighed. Heroverfor fungerer Jubii gennem modsætninger og forskelligheder i relation til de temaer, som Jubii er delt op efter: politik og samfund, hverdagsliv osv. Her er der store muligheder for varians i bidragene og meget åbne tilslutningsmuligheder.
På Netdoktor er der generelt ikke den store respekt for den rene saglige debats forskelsbaserede udvikling. Her går det etiske hjælpersyndrom og indlevelsesidealet ind foran. Man er der for at besvare spørgsmål, ikke for at debattere. Man er der for hinandens skyld, ikke for sagens skyld. Man kan således støde på kommentarer som: ”Nu har du godt nok lukket emnet, men…” – det er når én har skrevet ”tak for svarene” neden under alle svarene. Så er det anmassende at skrive mere. Der argumenteres også i retning af: ”Nu var det jo ikke det, hun bad om”, når folk lader debatten køre i andre retninger. På samme måde er det ikke ualmindeligt at støde på en vurderende kommentar fra den, som åbnede ballet ved at skrive første indlæg i en streng: ”Ja, det gik jo lidt over gevind, jeg er ked af, at det udviklede sig sådan, men tak for nogle af svarene…”. Den, der har skrevet det første indlæg i tråden har en form for ejerskab. Vedkommende ved, hvad meningen med tråden er, fordi svarindlæggenes ide er at fungere som svar på hendes spørgsmål.
Bagsiden af de høje etiske idealer om forståelse, godhed, hjælp og opbakning, synes at være manglende evne til at håndtere uenighed. Man kan pege på, at det ligefrem er kravet om almengyldighed, enighed og enhed, der paradoksalt nok udløser mange konflikter. I modsætning til de pseudonyme debatter, hvor forskellige pseudonymer kan have løbende sammenstød, der alle er med til at forme socialiteten, er de anonyme debatter mere restriktive. Mindre grad af personkompleksitet giver mindre social kompleksitet, hvilket igen er ensbetydende med snævrere moralske rammer. Dem, der ikke opfører sig ordentligt, ”får mange indlæg med på vejen”, som en af Netdoktor/Jubii-respondenterne vælger at formulere det.
Følgende indlæg er skrevet om en bruger, der har sat sig op imod moralen og nu er røget i skænderi med Netdoktors flertal:
Debat: Børn 1 til 3 år
Dato: 28. juni 2003
Fra: Anonym
Overskrift: Til jer andre med fornuftige indlæg
________________________________________
Husk at den anonyme "angriber" kører efter parolen "angreb
er det bedste forsvar", så måske I skulle høre, hvordan
hendes liv fungerer i stedet for at forsvare/forklare jeres
eget!
Sommersmil fra Trine
Amalie 3.3.01
Mathias 17.12.02
Det er en ret typisk strategi. Det er ikke sagen, man går efter at tilbagevise gennem argumenter. Det er personen, der jages ud ved appel til det store flertal af ”jer andre med fornuftige indlæg”. Vedkommende jages ud som anonym, dvs. som fremmed og utilregnelig. Trine ønsker at definere konflikten som en én-mod-alle konflikt. Hendes indlæg er simpelthen en lille opmuntring midt i kampens hede med tips om, hvordan flertallet kan slå den formastelige af banen. Netdoktor kan være sukkersød (”Smil fra Trine” er fx Trines faste signatur), men divergens håndteres ikke særligt godt og udvikler sig ofte til personlig konflikt.
Manglen på et læsbart socialt landkort betyder ikke, at det sociale falder væk. Tvært imod opstår der mange sociale konflikter, hvor folk bliver personlige, aggressive og ondskabsfulde. Belønningen for et godt anonymt standpunkt eller en retfærdig harme over et dårligt standpunkt er , at man høster – ligeledes anonyme - tilkendegivelser af medhold. Straffen er det modsatte, tilkendegivelser af antipati. Ud fra de skriftlige reaktioner synes de andres indlæg at gå lige i hjertet. Diskussionerne vender hurtigt fra det saglige til et personligt og etisk plan. Således sker det ofte, at man blot skriver ”Enig” og dermed viser, hvem man holder med. Det føjer ikke noget nyt til sagen, men det forekommer heller ikke at være det primære. Det primære i disse pressede situationer er at jage den formastelige - barbaren - ud ved fælles hjælp.
Netdoktors følen hinanden på tænderne, deres usikkerhed og gentagne misforståelser af hinanden med store konflikter til følge vidner om, at det er et svagt kommunikationsfællesskab, vi har med at gøre. Kommunikationen klamrer sig til nogle meget enkle koder for at bevare orienteringen. I stedet for automatisk at gå ud fra, at internetbaseret kommunikations mange misforståelser og høje usikkerhedsfrekvens skyldes mediet og skriftligheden, var det måske mere hensigtsmæssigt at beskrive denne mangelfulde kommunikation som forårsaget af for løs og uspeficiceret interaktion. Det er kun én måde at opbygge et kommunikationsfællesskab på, og det er gennem kommunikation. Jeg vil nu se på, hvordan de gør på Jubii.
Autenticitet og socialitet
I det foregående betegnede jeg den etiske minimalmoralske strategi som en mangelstrategi. En anden urban strategi, der måske kan benævnes en cyberurban strategi, består heroverfor i udvikling af nye, komplekse kommunikationsfællesskaber via yderligere kommunikation. En sådan cyberurban strategi kan beskrives som en vækststrategi, hvor man ikke kun forsøger at lægge låg på barbariet, men hvor man tillige opbygger socialitet i et socialt system. Som det følgende vil vise, er det det, man gør på Jubii. Også her har debatten regler og brugerne risikerer at blive ”bannet” (udelukket), hvis de overtræder dem groft. Men hertil kommer en rig og kompleks socialitet, som regulerer størstedelen af den kommunikative færdsel.
Et kommunikationsfællesskabs evne til at udvikle socialitet kan bla. måles på deltagernes grad af personlig identifikation med og engagement i fællesskabet. På spørgsmålet om, hvorvidt de mener, at forummet passer til deres personlighed, svarer fire af de seks Netdoktor-respondenter hhv. ”Ikke altid”, ”Både-og”, ”På en måde” og ”Ja, undtagen…”. Kun to af dem svarer ”Ja”. Den ene af disse gør dog meget ud af at kritisere forummet og fremhæver, at hun bedre kan lide ”de lukkede grupper, hvor man ved, hvem man taler med”. Den anden (Ph.D´eren) svarer ”Ja” med udgangspunkt i en opfattelse af, at et godt debatforum netop ikke skal lægge op til det store personlige engagement. Sammenligner man med Jubii-respondenterne, besvarer disse alle spørgsmålet med et klart ”Ja”. På Jubii er der et stort overlap mellem personlig identitet og kommunikationsfællesskabets identitet, hvor der på Netdoktor kun er et mindre overlap og en stor distance til kommunikationsfællesskabet som helhed.
Dette gensidigt integrerende ”overlap” er ifølge Luhmann basis for al udvikling i sociale systemer. Interpenetration betegner han den proces, hvori enkeltindividerne stiller deres kompleksitet (deres hidtidige oplevelser, historie, tankegang og referenceramme) til rådighed for et socialt system – og omvendt. De to systemtyper giver hinanden af deres kompleksitet, deres struktur, elementer og sondringer. Denne forøgede kompleksitet betyder selektionstvang for det sociale system, fordi det ikke kan identificere sig med hvad som helst på én gang. Samtidig betyder den også selektionsfrihed, fordi der er noget at vælge imellem. På denne måde er individerne og deres input også en rigdom for det sociale system. Via interpenetrationen forsyner enkeltindivider og sociale systemer hinanden med uorden og alternativer. Al udvikling forudsætter en sådan kombination af orden og uorden, af reguleret kompleksitet og ”vild” eller uforståelig kompleksitet. Uden en vis identifikation mellem bevidsthed og socialt system begrænses udviklingspotentialet og resultatet bliver farveløst.
På Jubii er der noget andet på spil end netop minimalmoral og netiquette. Som nævnt har den sociale kompleksitet tre dimensioner: en social dimension, en tidsdimension og en sagsdimension. Den sociale kompleksitet består netop af en sammenvævning af disse tre dimensioner: kendskab til hinandens personligheder (jf. socialdimensionen), bevidsthed om en fælles historie (jf. tidsdimensionen) og endelig overblik over relevante temaer og hvordan man håndterer dem (jf. sagsdimensionen). Med andre ord kan den minimale socialitet beskrives som et for løst og ukoordineret socialt system, hvor der er mangel på gennemskuelig social kompleksitet. Et velfungerende og tæt kommunikerende socialt system erstatter kaotiske forventninger om, at alt er muligt med begrundede forventninger om, at tingene fungerer på bestemte måder, som man kan sætte sig ind i og med tiden endda påvirke.
Et veludviklet socialt system danner basis for en person – og relationsorienteret etik, der kan yde mere end at afvise og udstøde formastelig adfærd. Et veludviklet socialt system udvikler sig langt mere kompleks i retning af individualiserede hensyn, særlige relationer, gensidig pleje, relationer over tid osv. Jubii synes at have mobiliseret så mange sociale relationer, så mange personligheder og så tydelige kulturer, at brugerne kan bevæge sig langt ud over den minimalmoral, der ellers typisk vil præge et forum, hvor fremmede møder fremmede, det være sig virtuelt eller ansigt til ansigt.
Hos Luhmann er opkomsten af den moderne personlighed, den personlige identitet, netop uløselig knyttet til de sociale systemer, der ellers ville opsluge os. Jo mere system, jo mere personlighed. Også hos Goffmann lyder det: ”Vores følelse af at være en person kan stamme fra at blive trukket ind i større sociale enheder, og vores følelse af at være et selv kan opstå gennem de ubetydelige måder, hvorpå vi modstår presset” (Jacobsen og Kristiansen:55). Det er først ved at lade sig inkludere, at det bliver relevant at lade sig distancere ved at udfolde en stærk personprofil. Og takket være deltagernes bidrag i form af personlig kompleksitet, kan kommunikationsfællesskabet klare sig med mindre struktur, dvs. mindre netiquette og mere friløb: ”Sociale systemer, som kan gribe tilbage til mere komplekse psykiske systemer, har et mindre behov for struktur”(Luhmann 2000:261). I de svagere kommunikationsfællesskaber bidrager deltagerne ikke i samme grad via interpenetration, og kommunikationsfællesskabet kommer derfor til at mangle deres kompleksitetsbidrag. Disse ”indskud” af individuel autenticitet er helt uundværlige for udviklingen af kompleks socialitet, der for alvor kan håndtere noget, også på det saglige felt.
Identifikation og kompetent deltagelse
Sammenligner man svage og stærke kommunikationsfællesskaber, er der stor forskel på, hvorvidt deltagerne identificerer og involverer sig med deres fora. Kun i de stærke kommunikationsfællesskaber sker det i en grad, så deltagerne udvikler sig til kompetente, ansvarlige deltagere, der føler ejerskab.
Alene målt på antallet af indlæg adskiller de fire æstetiske Jubii-respondenters engagement sig fra de øvrige. Hver enkelt deltager er kvantitativt stærkt involveret i kommunikationen. Kun en enkelt af de øvrige respondenter skriver ”op mod 120” indlæg pr. måned. De resterende fem skriver hhv. ”1”, ”3-5”, ”10”, ”10-15” og ”15”. Heroverfor skriver de fire Jubii-respondenter hhv. ”1-10”, ”MEGET forskelligt, fra nogle få til 300”, ”100” og ”Alt for mange”. Sidstnævnte er vitterligt en af dem, der skriver allerflest indlæg, ved jeg fra mit feltarbejdet. Det drejer sig om flere hundrede pr. måned. Tre ud af fire Jubii-respondenter skriver altså hundredvis af indlæg pr. måned. Denne respondentgruppe bekræfter absolut, at der er sammenfald mellem dem, der skriver mest, og dem, der føler den største sociale anknytning ifølge deres egne udsagn i interviewet.
Det er imidlertid ikke alle Jubii-respondenterne, der er placeret lige centralt på scenen. De er ikke alle en del af ”inderkredsen”, som nogle kalder kernen af meget aktive debattører. Men her er et meningsfuldt kommunikativt centrum, og i hvert fald tre af respondenterne er positioneret et godt stykke derindad. Til sammenligning er næsten alle Netdoktor-respondenterne perifert eller marginalt positionerede, målt på antal indlæg og deres vurdering af deres status. Fire af dem svarer, at de opfatter deres rolle som mere ”diskret”, to af dem svarer, at det afhænger af emnet, og som nævnt skriver de typisk 1-10 indlæg pr. måned. Selvom den såkaldte inderkreds kan være irriterede for nye udfordrere på Jubii, så betyder den, at man kan identificere ”magten” via personer, historier og sager. På Netdokter er der til sammenligning en høj grad af social utydelighed og ugennemskuelighed. Der kommer let til at hvile et stort navnløst ”man” over det hele, som ikke er så let at aflæse, relatere til, indgå i eller forhandle med. Alle bliver lidt perifere og kun et stort antal brugere sikrer, at det lave antal indlæg pr. deltager giver en stor samlet aktivitet.
Samlet bekræfter respondenterne klart den af Wenger beskrevne bevægelse fra legitim, perifer deltagelse til kompetent medlemskab. Mine fire Jubii-respondenters svar på spørgsmålet om, hvordan de tror, andre opfatter dem, relaterer sig til deres måde at berige eller belaste helheden. Respondenten med ”Alt for mange” indlæg, der efter eget udsagn opfatter sig som en central, vigtig og aktiv debattør, svarer: ”Som en kælling, der farer frem og er en del af en hellig inderkreds”. Debattøren med 100 indlæg pr. måned opfatter sig selv som ”rimelig aktiv, men ikke med i en klike” svarer: ”Som en debattør med respekt for andre og med saglige svar og indlæg”. Respondenten, der skriver ”fra nogle få til 300 stk.” indlæg pr. måned, opfatter sig selv som ”diskret”. Hendes svar på spørgsmålet om, hvordan hun tror, andre opfatter hende lyder: ”Aner det ikke” og kan læses i retning af, at hun er lidt usikker på sine beføjelser og sin sociale placering. Også målt på antal indlæg glider hun fra centrum til periferi, fra mange til få indlæg. Endelig svarer brugeren, der skriver 1-10 indlæg pr. måned og opfatter sin rolle som ”diskret og observerende”: ”En sjælden gæst med kvalificerede svar”.
Det ser ud til, at de – i lighed med de øvrige respondenter – agerer pænere og pænere, jo længere ude i periferien, de er placeret, målt på antal indlæg og deres egen vurdering af deres status. Strategien består i at forsøge at undgå at belaste helheden ved at lægge vægt på saglige og kvalificerede svar. De mere perifert positionerede bruger sagsdimensionen som skjold og som undskyldning for at kommunikere. Når den førstnævnte respondent efter eget udsagn skriver ”alt for mange” indlæg, kan der ligge det i det, at han har bevæget sig langt ud over de rent saglige grunde til at kommunikere. Han er ovre i de sociale og æstetiske motiver: at glæde og underholde sig selv og andre, slet og ret. Det forudsætter en stærk følelse af at være accepteret, afholdt og påskønnet. Som et veludviklet socialt system danner Jubii et sådan æstetisk vækstlag af kommunikation, hvorfra der hele tiden bobler og gærer ny mening.
Det ekstra vækstlag er afhængigt af debattørernes aktive personlige interpenetration. Det er herigennem, det sociale system fodres med social kompleksitet. På den ene side identificerer Jubiis brugere sig med det forum, hvortil de er i gang med at udvikle et tilhørsforhold. På den anden side får de mulighed for at forhandle vilkårene for den kultur, de identificerer sig ind i. Identifikation kan således udvikle sig til engageret og motiveret medlemskab, og mulighed for forhandling kan udvikle sig til en følelse af ejerskab og medansvarlighed. Gennem forhandling af mening er det muligt for nye deltagere at bevæge sig ind i kulturens centrum og influere på den. ”We produce meanings that extend, redirect, dismiss, reinterpret, modify or confirm – in a word, negotiate anew – the histories of meanings of which they are part” (Wenger:52-53). Temaerne udgør rammerne om en mængde problemfelter, som det er relevant at beskæftige sig med og som man udvikler sammen. Som en af Jubii-respondenter siger: ”--- Alle debattører former debatten – den ændres hele tiden – f.eks. hvis der i en periode er mange meget unge der skriver”.
Kompetent medlemskab inkluderer ifølge Wenger gensidigt engagement, ansvarlighed over for virksomheden/projektet samt evnen til at forhandle repertoiret (Wenger:137). Det betyder, at nye, fremstormende deltagere også betyder nye forhandlinger af den struktur, der ellers er faldet på plads. Dette bekræftes på Jubii, hvor der jævnligt er sammenstød over temaet ”inderkreds” vs. nye eller mere perifere debattører.
Social kompleksitet og virtuelle relationer
På et tidspunkt har Jubii-respondenterne taget identitetstemaet op i debatten ved at spørge: Hvordan oplever vi egentlig hinanden? Svarene vidner om, at man i den virtuelle kommunikation har udviklet en høj grad af opmærksomhed på hinandens bidrag og en stærk bevidsthed om hinandens personligheder (forkortet):
Flabbataz
Fast Inventar
Registreret: 22-03-2003
Indlæg: 914
Fra:
Køn: Re: Hvordan vi opfatter hinanden..
Nu vil jeg tage overskriften på ordet - og jeg kommer nok til at fortryde det:
suluhope, acidophilus (jeg kan ikke udtale navnet og tænker altid på dig som acidophilus) og Wunder8: søskende - og eftersom suluhope er den der er mest aktiv falder søstrene under samme ramme - nemlig velovervejede og kloge indlæg.
Karen69 og mrs.lion: Mødrene, der altid er gode til at finde det ømme punkt og som er kanongode til at se igennem åndssvage undskyldninger og læggen-ethvert-ansvar-fra-sig.
E-coli: Mit største idol - længe skal man lede efter en mand, der har ordet i sin magt - også selvom det kan være svært at gennemskue den flotte indpakning.
Ludovika og Lundskan: Tja - jeg har forvekslet dem før og gør det sikkert igen - sikkert fordi de begge er så velovervejede og behagelige.
Anne72: ny hundehvalpeejer , stille og rolig og fantastisk konstruktiv. God til at se igennem unødvendigheder i indlæggene.
Rayanne: sarkastisk til det grove, men også forholdsvis god til at give konstruktive svar.
LilleLoppe: klog kvinde, der også formår at gennemskue indlæggene.
sjo og mitjell: også for mig kommer I hånd i hånd - fordi I forsvarer hinanden og er 'søstre'. Sjo's indlæg er ofte rammende og konstruktive, men desværre ofte med en snert af grimt sprog og nedladenhed. Mitjell raser for meget til at jeg kan tage hende alvorligt - selv når hun er saglig. Desværre.
DolphineQ: meget klog kvinde med gode indlæg og andre vinkler på emnet.
LuthienTinuviel: Kvalitet, kvalitet og atter kvalitet.
Angelfish: tja - nogle gange smaddersød, andre gange for humørsyg - det er lidt svært at formulere min mening her.
BelliButton: sød pige, der er ganske vant til at bruge hjernen og meget herlig.
I øvrigt læser jeg altid nogles indlæg og andre vælger jeg ud efter overskrift.
Flabbinj
__________________
Horrinj å piblen sto bâu denj østra gâulinj å fæggjades et grân
Sidst redigeret af Flabbataz den 19-06-2003 kl. 13:18
Anmeld dette indlæg til en redaktør | IP: Gemt
Et andet indlæg i samme tråd vidner om nogle tætte sociale bånd og en stor glæde ved hinandens bidrag:
Vandrepind
Erfaren
Registreret: 06-02-2003
Indlæg: 335
Fra:
Køn: q Mærkeligt. Dem, jeg lægger allermest mærke til bliver sjældent nævnt:
Coli-bakterien: Aaaaaaalt for sjov! (Især når han er i sit onde hjørne...) ELSKER den mands indlæg - tror endda jeg vil elske dem, den dag de går ud over mig selv
Snudelpuss: Altid supergode, fornuftige indlæg, som man glæder sig til at læse.
Galathea: Gode, gennemtænkte indlæg, der giver stof til eftertanke.
Hythlodeus (Kan ikke stave til dit navn - men ELSKER dine indlæg): Bliver så glad, når jeg ser der er indlæg fra hytlduiierfb...et eller andet. Så ved man, at der er tænkt over sagerne og man kan bruge indlægget til noget.
Rap-fisk: Mange gode, tænksomme diskussioner med rap-fisk, der er god til at argumentere for sit synspunkt og ikke bare "kaste det ud". (Hun er sgu så god til at argumentere, at jeg vist engang har måttet opgive en diskussion, fordi jeg ikke kunne komme på flere modargumenter )
Åh, der er mange flere. Så det er næsten urimeligt at nævne navne. Der er garanteret nogle jeg har glemt.
Kan faktisk li' NÆÆÆÆSTEN alle her på debatten.
-Vandrepind.
Anmeld dette indlæg til en redaktør | IP: Gemt
De sociale relationer virker varme og stærke, og som læser sidder man med en klar fornemmelse af, at folk har et nuanceret og nært kendskab til hinanden. Hvordan oplever de selv karakteren af det virtuelle fællesskab? Kan det måle sig med almindelige face to face fællesskaber?
Som det flere gange har vist sig i undersøgelsen, afhænger svaret af deltagernes grad af kompetent medlemskab. De perifere svarer tøvende, de marginale negativt og de kompetence medlemmer positivt på spørgsmål vedr. socialitet. Således også her. Den ene, lidt perifere Jubii-bruger bruger karakteristisk nok café-metaforen til at beskrive forummet. Adspurgt, om hun føler, at hun er med i et Internetbaseret fællesskab svarer hun: ”Ja, men nærmest som på en stamcafe, hvor man kender alle, men alligevel ikke”. Hun opfatter det som ”en uforpligtende måde at være social på” og skriver: ”Mange kommer med en forventning om at knytte de samme sociale bånd som i virkeligheden. De bliver skuffede, når de får negative eller meget direkte kommentarer fra mennesker, de ikke kender”. Man kan godt lære hinanden at kende i det virtuelle, mener hun, ”men på en anden måde end i den virkelige verden”.
De tre øvrige Jubii-respondenter ser ganske anderledes på det. En skriver ganske det modsatte: ”Der dannes venskaber på samme måde som IRL” [in real life]. Han oplyser supplerende, at han har mødt sin kæreste her. En anden udtrykker, at hun opfatter det virtuelle rum som en god basis for intimitet og nærhed: ”Jeg åbner mig for fremmede i en grad som jeg normalt kun gør over for folk, som jeg kender rigtig godt”. Hun nævner som en af fordelene ved virtuel kommunikation: ”Man tør være mere ærlig. Generthed er ikke en hindring”. Hun skriver videre: ”Ja [man kan godt lære hinanden at kende i et forum som dette], i og med man er anonym, springer man en masse indledende klicheer og følen-hinanden-an faser over”. Altså en mere direkte og personlig kommunikation, hvor man hurtigere viser tillid og åbenhed og altså hurtigere føler, at man kan være sig selv. Den sidste Jubii-respondent opregner fordele og ulemper ved virtuel kommunikation på denne måde: ”--- Fordele: Man lærer hinanden at ”kende” langsomt, det er i længden ikke så overfladisk, fordi man ikke kan ”small talk”, det er svært for ikke at sige umuligt at være falsk gennem lang tid --- Ulemper: at det ikke er en relation, man hurtigt kan ”få fat i”. Der er megen ”dansen omkring” hinanden”. Alle tre oplever en høj grad af autenticitet og nærhed i det virtuelle rum.
Der er imidlertid en interessant forskel i de to sidste svar. Den ene peger på, at der er meget dansen omkring hinanden, inden man lærer hinanden at kende. Den anden skriver, at man springer en masse indledende faser over. Det, som de to sidste, forskelligartede svar måske tager fælles udgangspunkt i, er at man ikke i første omgang tager stilling til personen som helhed, men til aspekter af personen, personens kommunikative bidrag i konkrete sammenhænge. Det betyder, at man må ”danse” meget omkring hinanden, før der begynder at danne sig et helt billede af en person, der efterhånden viser sig at have både job, en politisk holdning, familie, venner, drømme, krop osv. Alle disse aspekter af personen åbenbares lidt efter lidt i modsætning til face to face kommunikation, hvor det hele synes at præsentere sig på én gang gennem perception. Brugerne skriver det virtuelle drama replik for replik og (be-)skriver derigennem også sig selv. Kommunikationen i konferencerne synes at filtrere den ligegyldige, alt for kontekstbundne small talk om ingenting væk.
Sammenlignet med fortællinger om, hvordan ældre tiders landsbyer tog imod fremmede, nemlig som hele mennesker, til hvis fule slægt man derefter ikke talte i fire generationer, så er der her tale om, at man involverer sig med hinanden, berøringsflade for berøringsflade. Denne atomisme er et grundvilkår, og identiteterne søges sammenstykket ud fra alle smådelene. Det tager tid, og det er en søgende proces, som denne respondent påpeger. På den anden side betyder denne pseudonyme og stykkevise indsigt i hinanden, at man kan have intime og dybe diskussioner med hinanden uden at det falder tilbage på hele personen, som vedkommende ønsker at præsentere sig i andre sammenhænge.
De æstetisk orienterede respondenter er ganske bevidste om den virtuelle kommunikations særlige betingelser. Den respondent, der skrev, at der knyttes venskaber på samme måde som IRL noterer også lidt selvironisk: ”Man slipper for at give mere end man selv vil & det er perfekt hvis man har berøringsangst, man kan bare logge af”. En anden af de centrale debattører skriver: ”Man holder alligevel en distance, for når pc´eren er slukket eksisterer netværket ikke længere”. Man må konkludere, at de har en vis æstetisk spilforståelse og at de tilsyneladende håndterer forholdet mellem nærhed og distance på en hensigtsmæssig måde. De skaber meningsfuldt samvær på cyberurbane betingelser. Det legende, kreative, æstetiske aspekt hjælper tilsyneladende socialiteten til at finde sine nye, virtuelle udtryksformer.
Det virtuelle kommunikationsfællesskab
Hvad kendetegner et kommunikationsfællesskab? Wengers indikationer på, at et praksisfællesskab er opstået, lægger som Luhmanns sociale systemer vægt på effektiv håndtering via sandsynliggørelse af nogle ting og usandsynliggørelse af andre ting (Wenger:125-26):
1) Man opbygger anerkendte gensidige relationer, hvad enten de er konfliktbetonede eller harmoniske.
En Jubii-debattør, der har skrevet knapt 2000 indlæg i alt, anvender en samling citater fra andre brugere som signatur:
_________________
Jeg siger tak hver morgen. Og nej det er ikke, fordi nogen har hjulpet mig eller fordi nogen har gjort noget for mig. Jeg siger tak, fordi jeg ser solen igen. Jeg siger tak, fordi verdenen er mangfoldig. Jeg siger tak for, at jeg lever i et land, hvor jeg er sikker. Jeg siger tak for, at jeg lever i et land med demokrati. Jeg kunne blive ved. Jeg siger tak hver morgen Citat: Fødden
Hvis en fyr med brandsår fortæller mig, at ild er farligt - ja, så kunne det være klogt at overveje om jeg selv behøver at gøre mig den erfaring eller om jeg skal tage hans ord for gode varer...! Citat: Sant@girl
I det hele taget er tro noget hullet noget. Citat: STRAT-FENDER
Vi går efter de 100.000 (se det og vær med, i rablerummet)
Han bruger altså ikke kun signaturen til at signalere, hvem han selv er, men også til at positionere sig i forhold til de andre, understrege relationer og vise, at han påskønner og anerkender de andres bidrag. På den måde bekræfter han relationerne. Identiteterne definerer gensidigt hinanden.
2) Man udvikler fælles måder at deltage i samværet
3) Man har et hurtigt informationsflow
På Jubii er Rablerummet et eksempel. Her udvikler konferencekommunikationen sig til noget, der ligner chat. Kommunikationen bliver ofte synkron, indlæggene helt korte og massive i antal. Her foregår den mere uforpligtende pjat og snak. Deltagerne får på én gang fordelen af at kommunikere med en høj grad af interaktionsspænding og muligheden for at chatte inden for rammerne af et veletableret socialt system. Mange har ellers kun hån til overs for chatten som kommunikationsform, fordi de finder den overfladisk og sexfikseret. I og med, at Jubii-debattørerne fungerer som et socialt system, er de i stand til at koordinere meningsfuld og effektiv kommunikation.
4) Der er et stort overlap i deltagernes beskrivelser af, hvem der hører til
5) Der er et godt kendskab til, hvad andre ved og kan bidrage med
Indlæggene om, hvordan debattørerne opfatter hinanden, kan tjene til illustration. Man ved noget om, hvad man kan forvente sig af hinanden. Der er opstået et persongalleri, som spiller en stor rolle i struktureringen af det meningsmæssige univers.
6) Der udvikles genkendelige stilarter, der signalerer medlemskab
På Jubii er der en æstetisk grundtone og det betyder noget for, hvilke dyder, der udløser agtelse. Der sættes pris på, at man udvider og belyser sagen, udviser humor og kreativitet, skriver interessant og har en vis personlig stil. Se fx følgende indlæg, en kommentar til Israel/pælastina-konflikten:
Jackssickmind
Guddommelig
Registreret: 23-10-2002
Indlæg: 5176
Fra: Hillbilly heaven
Køn: whatever..... I middelalderen ville det stærkeste land ha udryddet den anden....
måske er det løsningen!
__________________
No fear...No distractions.... the ability to let things that do not matter, truly slide..... SLIDE!
"I am trash and shit and crazy to you and this whole fucking world and yes I am stupid and bored and weak, but I am still your responsibility."
Anmeld dette indlæg til en redaktør | IP: Gemt
Teksten under den stiplede linie er en signatur, som ledsager alle hans indlæg på samme måde som billedet og de øvrige oplysninger til venstre. Sammenlignet med Trines signatur med angivelse af børnenes fødselsdage, åbenbarer der sig her en anden verden af ironi, sorte sæbeøjne og hårdkogte filmcitater. Bemærk antallet af indlæg, denne respondent har skrevet.
7) Man har evnen til at vurdere, om handlinger og løsninger er passende
8) Der gøres brug af en fælles insiderviden i form af humor og historier
Det første punkt er ganske afgørende. Af kommunikationen fremgår tydeligt, at Jubii-debattørerne har en intern, fælles referenceramme af holdninger, værdier, historier og relationer, som gør det vanskeligt for en udenforstående at få al meningen med. Omvendt er det denne fælles referenceramme, som gør, at disse brugere kommunikerer så relativt let. Når Tufkahybler bidrager til ”Hvordan oplever vi hinanden”-tråden på denne måde, kommunikerer han langt mere raffineret end via en simpel angivelser af, at ”dette er for alvor” eller ”dette er for sjov”.
TUFKAHYBLER
Permanent beboer
Registreret: 09-09-2002
Indlæg: 1755
Fra: Teenage wasteland!
Køn: I'm a boy i'm a boy! Men jeg kan ikke lide ham der jack der....
__________________
T.U.F.K.A.HYBLER
"Fighting for peace, is like fucking for virginity"
Af "Paven"
Anmeld dette indlæg til en redaktør | IP: Gemt
På Netdoktor ville en sådan ytring være utænkelig uden smileys eller en lang række med *SSS* (store smil). Alternativt ville den føre til krig. Her viser Jacks efterfølgende svar, at han har fanget joken. På denne måde spiller man bolde til hinanden, bekræfter hinanden ved at pege på hinanden, lokker hinanden ind, refererer til tidligere episoder og cementerer på mange forskellige måder hinandens virtuelle eksistens. Man har ofte udtrykt, at det skriftlige sprog er mangelfuldt, fordi man ikke kan kommunikere via kropssprog og det dermed er vanskeligt at vise, hvordan et udsagn skal forstås. Men et udsagn er indfældet i nettet af meningsdimensioner og læses i høj grad på baggrund af den historiske og aktuelle meningshorisont. Som man inden for litteraturteorien taler om en hermeneutisk cirkel, hvor læserens opmærksomhed løber fra del til helhed og tilbage til del igen, løber den virtuelle kommunikatørs opmærksomhed fra bidrag til person og kontekst til bidrag igen i en kontinuerlig proces, hvorigennem identiteter og sociale relationer produceres og reproduceres.
9) Brug af kommunikative genveje i form af særlige udtryk og vendinger samt lethed ved at producere disse
Uden et sådant kendskab kan det usagte udløse mange konflikter. På den ene side er det sådan, man manøvrerer: man lærer at orientere sig efter nogle kontingente, men relativt faste holdepunkter på ens virtuelle landkort. På den anden side er det også sådan, man farer vild: man anvender holdepunkter, som man ikke har afprøvet, kontrolleret og udfordret.
10) Der opstår et fravær af introduktion
Kommunikationen på Jubii fungerer som en kontinuerlig proces, der fortsætter hvor den slap, selvom man har været væk fra hinanden. Man skal ikke starte forfra, men kan referere til det diskursive univers og ens position deri. Man kan få en form for meningsmæssig kreditværdighed (jf. Goffmann), der betyder, at man kan komme af sted med at formulere sig eksplorativt eller bombastisk, hvis man ellers kan referere til en god personøkonomi hidtil. Man kan lettere formulere sig kreativt, når der er en vis forhåndskendskab at trække på.
11) Man kan hurtigt formulere de problemer, der skal diskuteres
12) Kommunikationsfællesskabet rummer en fælles diskurs, som afspejler et bestemt perspektiv på verden
De sidste punkter, Wenger her nævner, bør der knyttes en kommentar til. På Jubii er der uden tvivl mange perspektiver på verden. Nogle lader sig forene, andre står i modsætning til hinanden. På et debatforum som Jubii er det netop forskellige perspektiver på verden, der mødes og brydes. Man kan evt. beskrive den fælles diskurs som en forpligtet perspektivisme. På et grundlæggende plan og uanset, hvor indædt og stædigt man kan diskutere, så påskønner man mødet mellem perspektiver. Det er debattens grundlæggende formål. Tilsvarende kan man ikke uden videre hurtigt formulere de problemer, der skal diskuteres. I overensstemmelse med, at perspektiver møder perspektiver, møder problemforståelse også problemforståelse. Nogle gange er det nødvendigt først at diskutere, hvordan problemet skal formuleres og hvorvidt der overhovedet er tale om et problem. Denne mindre tæthed og ensretttethed i sammenligning med Wengers beskrivelse, er givetvis med til at stimulere den høje grad af dynamik og diversitet i kommunikationen.
Alt dette har opbakning i designet. Jubiis moderatorer støtter såvel sagsdimensionen via stimulerende bidrag som persondimensionen via en lang række muligheder for at styrke profilerne. Man kan identificere sig via et billeder, signaturer, antal indlæg, alder, køn osv. Også relationerne som sådan opmuntres ved at brugerne kan sende private beskeder til hinanden, undersøge, om hinanden er online, se, hvor mange der har læst indlæggene, markere hinanden som venner osv. Der er gode muligheder for at lagre, orientere sig i og nytænke det meningsmæssige univers. Tidsdimensionen støttes ved at historikken er tilgængelig via muligheden for at læse og søge i tidligere diskussioner og klikke sig ind på deltagernes egne præsentationer. Af hensyn til nye brugere gøres det let at læse sig ind på kulturen, før man selv giver sig til at skrive. Denne historik kan siges at være den virtuelle kommunikations sine qua non, en guide for nye deltagere.
Opbygning af et kommunikationsfællesskab
Opsamlende kan man sige, er kommunikationsfællesskabet er kendetegnet ved en flydende og effektiv kommunikation, baseret på begrundede og velunderbyggede forventninger til hinanden. Men hvordan kommer man dertil? Det virtuelle kommunikationsfællesskab udvikler sig inden for de strukturelle rammer, som designet udgør, men den drivende kraft er de kommunikative processer, som deltagerne udvikler. Ifølge Wenger kommer praksisfællesskabets sammenhæng, det der gør det til et fællesskab, i stand gennem tre dimensioner (Wenger:73).
For det første kommer praksisfællesskabet i stand gennem fælles virksomhed (joint enterprise), dvs. gennem fælles deltagelse i et konkret projekt. Den fælles virksomhed betyder, at man deltager i forhandlingen af hvad der skal ske, at man er gensidigt ansvarlige, at man arbejder med at bygge fortolkninger og at man er med til at producere og reproducere praksisrytmer. Det foregående har vist, at det kræver en høj grad af personlig identifikation og involvering at opleve ”virksomheden” som fælles og dermed påtage sig et ansvar og et ejerskab. Det svage kommunikationsfællesskab er kendetegnet ved en lav grad af identifikation og ejerskab.
For det andet kommer praksisfællesskabet i stand gennem gensidigt engagement (mutual engagement), dvs. gennem opbygningen af forskellige relationer, udvikling af social kompleksitet, social fællesskab, fælles gøremål og engagerede modsætninger. Man behøver altså ikke være enige, men man skal have så meget med hinanden at gøre, at forskellene mødes på en forpligtende måde. Det foregående har tilsvarende vist, at netop et rigt og facetteret persongalleri er bærende for de sociale relationer og dermed også det gensidige engagement. Det svage kommunikationsfællesskab er kendetegnet ved en lav grad af personligt kendskab og sociale bånd.
For det tredje kommer praksisfællesskabet i stand gennem fælles repertoire (shared repertoire), dvs. et fælles reservoir af historier, stile, handlinger, redskaber, historiske begivenheder, diskurser og begreber. Disse er ikke konstante, men udvikler sig over tid. Det foregående har vist, at netop et velkendt diskursivt univers muliggør en effektiv og tryg kommunikation. Det svage kommunikationsfællesskab er kendetegnet ved at savne et sådant fælles repertoire – med stor usikkerhed og mange konflikter til følge.
Et praksisfællesskab involverer altså, at man arbejder på samme sag, på samme socialitet med fælles referenceramme. Derudover kan man godt være rygende uenige, fx om hvordan sagen skal udvikle sig, hvordan socialiteten skal beskrives og hvornår det er på tide at forny måder at gøre tingene på. Det essentielle i første punkt er forhandling, i andet punkt er det social kompleksitet og i tredje punkt er det diskursen eller den fælles referenceramme. De tre dimensioner kan lige så vel bygges op i et virtuelt miljø som i et tilstedeværelsesmiljø.
Henvistheden til skriftlighed er da heller ikke ødelæggende for opbygningen af kommunikationsfællesskabet på Jubii. Tre af Jubii-respondenterne har det hhv. ”fint”, ”udmærket” og ”godt” med at kommunikationen udelukkende er skriftlig. Kun en enkelt nævner det som et problem mht. skriftlighed, ”at der ofte er misforståelser pga. at man ikke kan se ansigtsudtryk, høre tonefald osv”. I Jubii-gruppen er der altså en enkelt ud af fire, der forbinder skriftligheden og den virtuelle kommunikation med risiko for misforståelser. Af de øvrige respondenter er karakteristisk nok fire ud af seks, der på eget initiativ nævner misforståelserne som en af ulemperne ved virtuel kommunikation. Der er to sandsynlige forklaringer på denne forskel i opfattelse. Den ene forklaring kan være, at de virtuelle misforståelser skyldes dårlige læse- og skrivefærdigheder, som er mindre udtalt blandt veluddannede (og særligt blandt veluddannede med en høj grad af æstetisk bevidsthed omkring det skriftlige). Den anden forklaring kan være, at misforståelserne ikke kun relaterer sig til skriftligheden, men til det pågældende sociale systems kommunikative effektivitet. Det bør noteres, at ovennævnte svar også indirekte siger det interessante, at mange tilsyneladende – indtil de har oplevet noget andet - går ud fra, at evt. virtuelle kommunikationsproblemer har rod i skriftligheden og den virtuelle kommunikation som sådan.
Opsamling
Som det allerede vil være antydet med de to typebetegnelser Etikeren og Æstetikeren, toner Kierkegaards stadieteori frem i baggrunden af denne typologi. Den marginale kan lidt uvenligt siges at have visse sammenfald med Kierkegaards ureflekterede, småsladrende og materialistiske småborger, der – endda efter eget udsagn - snager nyfigent i anliggender, der ikke vedrører ham. Etikeren har mere end betegnelsen til fælles med Assessor Wilhelm, der arbejder alvorligt og personligt for det almene, det rigtige og sædvanlige - og imod de onde, adspredende og splittende kræfter i moderniteten. Æstetikeren, der ”spiller fjederbold med tilværelsen” og søgende lader sig opflamme af nye emotive, intellektuelle og sociale fænomener, er en modpol hertil. Endelig er der Utilitaristen, hvis kontemplative træk bringer mindelser om den religiøse, som i ophøjet ro opgiver at finde sit livs fundament i det aktuelle, men alligevel giver verden karakteren 10++.
For så vidt disse fire stadier hos Kierkegaard også illustrerer fire forskellige måder at forholde sig til modernitet og urbanitet, kan der være grund til ikke straks at forlade dem. Lidt sat på spidsen kan man sige, at Spidsborgeren/Den marginale fornægter cyberurbaniteten. Etikeren domesticerer den, assimilerer den til det kendte tilstedeværelsesunivers, med mere eller mindre held. Æstetikeren akkomoderer, tilpasser sig eksperimentelt, lever i den og endelig forholder Utilitaristen sig mere pragmatisk og distanceret. Målt på den socialitet, der ser ud til at komme ud af anstrengelserne, synes den æstetiske strategi at give store fordele, først og fremmest fordi den overhovedet anerkender cybersocialiteten, men også fordi den ikke hænger fast i en nærværsmetafysisk socialitetsopfattelse, hvor man foretrækker lighed frem for forskel, identitet frem for overflade, etisk alvor frem for æstetisk leg, realiteter og konkrete problemløsninger frem for kommunikative spil.
Afslutningsvis vil jeg sætte de fire virtuelle strategier i relation til den virtuelle uddannelsesverden. Nedenstående figur viser de fire typers placering i forhold til individrelaterede og socialitetsrelaterede karakteristika:
Nærværsmetafysisk grundindstilling hos deltageren Ikke nærværsmetafysisk grundindstilling hos deltageren
Svagt kommunikationsfællesskab Den marginale Utilitaristen
Stærkt kommunikationsfællesskab Etikeren Æstetikeren
Den marginale deltagerstrategi kan genkendes fra den virtuelle uddannelsesverden i form af den kortuddannede deltager, der helst slet ikke melder sig til et virtuelt forløb pga. et nærværsmetafysisk udgangspunkt, der får ham til at foretrække tilstedeværelsesundervisning. Han kan dog lokkes ind i et virtuelt forløb af løfter om studiemæssig fleksibilitet og effektivitet samt konkrete, jobmæssige belønninger. Den marginales strategi vil ofre bære præg af, at han savner fysisk tilstedeværelse og instruktive undervisningsformer. Han vil have vanskeligt ved den skriftlige repræsentation og den abstrakte, akademiske diskurs. Den marginale vil være meget tilbøjelig til at droppe ud. En individrelateret redningsplanke kan være en stærk indre motivation, der fører Den marginale i retning af Utilitaristens strategi. En socialitetsrelateret redningsplanke kan være at bevæge det svage kommunikationsfællesskab i retning af Etikerens kommunikationsfællesskab. På denne måde kan Den marginale hjælpes på vej inden for en nærværsmetafysisk ramme via personfokus/fysisk fremmøde, stærke referencer til den fysisk/reale verden og vægt på sammensætning af ligesindede.
Utilitaristen kan genkendes fra den virtuelle uddannelsesverden som den effektive gennemfører. Hun har meldt sig til en virtuel uddannelse med det formål at opnå intellektuel og faglig udvikling uden det store sociale tåfletteri undervejs. I lighed med Den marginale sætter Utilitaristen pris på fleksibilitet og effektivitet, men hertil kommer, at hun glædes over det stimulerende ved et højt fagligt niveau og ikke nærer nogen deciderede sociale forventninger. Der opstår ikke problemer med den skriftlige repræsentation og den akademiske diskurs. Det er kendt område. Af samme grund er Utilitaristen ikke så følsom over for den manglende sociale spejling i det svage kommunikationsfællesskab. Hun ved, at hun kan. Typisk vil hun via sin uddannelse og sit job allerede være en del af et kommunikationsfællesskab, der svarer meget godt til den kultur, hun møder på uddannelsen. Utilitaristen leverer selv den individrelaterede redningsplanke og kan – næsten – begå sig på virtuelle studier, uanset hvor ringe, de er. En socialitetsbaseret redningsplanke, der kan gøre Utilitaristens studium mere personligt og fagligt stimulerende, kan bestå i at bevæge det svage kommunikationsfællesskab i retning af Æstetikerens stærke kommunikationsfællesskab. Utilitaristen har ikke behov for et etisk orienteret kommunikationsfællesskab med meget fysisk fremmøde, binding til den fysisk-reale verden og sammensætning med ligesindede. Tvært imod taler alt for, at Utilitaristen vil sætte pris på en skriftlig, virtuel opbygning af kommunikationsfællesskabet, fordi det indebærer møder med nye menneskelige og faglige perspektiver inden for en effektiv, fleksibel, urban ramme.
Etikeren kan genkendes fra den virtuelle uddannelsesverden som den socialt stærkt involverede, mellemlangt uddannede, der gennemfører studiet takket være de sociale relationer i kommunikationsfællesskabet. Uden disse kunne hun godt ende i en mere marginal position. For hende er det sociale et kardinalpunkt, og ud fra hendes nærværsmetafysiske grundindstilling opfatter hun grundlæggende det sociale som baseret på det fysiske møde. Hun lægger vægt på at tage udgangspunkt i den fysisk/reale verden og på møde med ligesindede. Denne type vil ofte gennemføre, hvis de sociale bånd er i orden. Hun vil kun undtagelsesvis melde sig til en udelukkende virtuel uddannelse, og vil typisk selv arrangere fysiske møder med de medstuderende, hvis uddannelsesinstitutionen ikke gør det. I lighed med Den marginale vil hun i bund og grund foretrække et traditionelt fremmødestudium, men har ladet sig lokke af nysgerrighed. Hun behersker typisk den skriftlige repræsentation og den akademiske diskurs bedre end Den marginale deltager, uden dog at boltre sig i det virtuelle univers som Æstetikeren. Hun er i øvrigt en ganske selvbevidst dame med dybe rødder i sit faglige og sociale liv, der kan hæmme den intellektuelle mobilitet. Hun kan blive overordentligt såret over mærkelige bemærkninger i det det virtuelle, fordi hun hverken er helt fortræffelig som læser eller som skribent – og fordi hun trods alt oplever det virtuelle som en udebane.
Æstetikeren kan genkendes fra den virtuelle uddannelsesverden som en meget skrivende og aktiv studerende, der er en stor berigelse for kommunikationsfællesskabet. Han er som regel veluddannet og fordyber sig med stor lyst i det faglige felt. Der er en god chance for, at han gennemfører forløbet, hvis han oplever det som stimulerende. Det er primært de faglige udfordringer ved studiet, han har ladet sig lokke af. For Æstetikeren er det virtuelle kommunikationsfællesskab fuldt ud lige så reelt og virkeligt som kommunikationsfællesskaber, der er baseret på fysisk fremmøde. Interessante faglige og personlige udvekslinger er lige så vigtige for ham end egentlige sociale bånd. Æstetikeren sætter pris på mødet mellem perspektiver, på faglig varians og intellektuelle udfordringer. Han kunne ikke undvære en stærk socialitet som ramme for de faglige diskussioner, dels fordi en svag socialitet ville være mindre fagligt og personligt stimulerende, dels fordi han har behov for at blive spejlet, ligeledes både personligt og fagligt. Æstetikeren behersker i høj grad den skriftlige repræsentation og den akademiske diskurs, og han arbejder sig typisk hurtigt ind i kommunikationsfællesskabets kerne af kompetente udøvere. I lighed med Utilitaristen har han ikke den nærværsmetafysiske grundindstilling. Også han trives fint med et udelukkende virtuelt miljø. Men det skal være et levende, virtuelt miljø.
Der er forskellige grader af kompetence, når det handler om at orientere sig og manøvrere i det virtuelle rum. Fra nybegynderen, der nok har fået skøjterne på, men klamrer sig til barrieren, til den virtuose, der fuldt ud kan udtrykke og udfolde sig på isen, som ert ét med sit ”medie” og benytter det til at udtrykke sig på måder, som kun isen gør mulig. Betragter man det virtuelle som et praksisfelt som andre felter, fx en skøjtehal, et diskotek eller en intellektuel cafe, kan man på én gang afdramatisere det virtuelles radikale anderledeshed og anerkende, at dette felt som alle andre kræver erfaring og øvelse. Virtuel kommunikation er ikke noget andet end praksis, noget adskilt fra praksis. Virtuel kommunikation er i sig selv en praksis, som man skal arbejde sig ind i. Og i enhver praksis udvikler deltagerne de strategier, som den pågældende praksis har fortjent.
Referencer
Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red.): Klassisk og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag 1996, 2000.
Berger, Peter L. og Luckmann, Thomas: Den samfundsskabte virkelighed – en videnssociologisk afhandling. Lindhardt og Ringhof 2002.
Dirckinck-Holmfeld, Lone og Fibiger, Bo: Learning in Virtual Environments. Samfundslitteratur 2002.
Dreyfus, Hubert L: Livet på nettet. Hans Reitzels Forlag 2002.
Gotved, Stine: Cybersociologi – det samme på en anden måde. Ph.D.-afhandling, Sociologisk Institut, Københavns Universitet 1999.
Heilesen, Simon (red.): At undervise med IKT. Samfundslitteratur 2000.
Hermansen, Mads: Læringens univers. Forlaget Klim 1996.
Illeris, Knud: Læring – aktuel læringsteori i spændingsfeltet mellem Piaget, Freud og Marx. Roskilde Universitetsforlag 1999.
Jacobsen, Benny m.fl: Sociologi og modernitet. Columbus1998.
Jacobsen, Michael Hviid og Kristiansen, Søren: Erving Goffmann – sociologien om det elementære livs sociale former. Hans Reitzels Forlag 2002.
Kneer, Georg og Nassehi, Armin: Niklas Luhmann – introduktion til teorien om sociale systemer. Hans Reitzels Forlag 1997.
Korsgaard, Ove: Kundskabskapløbet – dannelse og uddannelse i videnssamfundet. Gyldendal 1999.
Luhmann, Niklas: Iagttagelse og paradoks – essays om autopoietiske systemer. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag 1997.
Luhmann, Niklas: Sociale systemer – grundrids til en almen teori. Hans Reitzels Forlag 2000.
Mathiasen, Helle: IT og læringsperspektiver. Alinea 2003.
Rasmussen, Jens: Socialisering og læring i det refleksivt moderne. Unge pædagoger 1996.
Sørensen, Torben Berg: Fænomenologisk mikrosociologi – interview- og samtaleanalyse I. Forlaget Gestus 1988.
Thyssen, Ole: Jeg og du og vi – om moral og etik i moderne samfund. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag 1996.
Uddannelse, læring og IT – 26 forskere og praktikere gør status på området. Uddannelsesstyrelsen, Undervisningsministeriet 2002. Antologien er tilgængelig på Undervisningsministeriets hjemmeside: http://pub.uvm.dk/2002/uddannelse/
Qvortrup, Lars: Det hyperkomplekse samfund – 14 fortællinger om informationssamfundet. Gyldendal 1998, 2000.
Qvortrup, Lars: Det lærende samfund – hyperkompleksitet og viden. Gyldendal 2001.
Wenger, Etienne: Communities of Practice – Learning, Meaning, and Identity. Cambridge University Press 1998.
Wallace, Patricia: The Psychology of the Internet. Cambridge University Press 1999.
